Smilehullet

En livsskæbne – i Forsvaret

Jeg har været ny - nyere end de fleste. Mit navn er JEEP M151.

Jeg er født i USA, men opvokset i Danmark. Mit liv har været barsk, fyldt med fornedrelse og afsavn, men sådan har det ikke altid været.

Jeg mindes den gyldne tid, da jeg kom til Danmark, hvor der i begyndelsen samlede sig stor interesse om min person, næsten grænsende til beundring. For da slet ikke at tale om min første tid ved regimentet, ved køreskolen, hvor jeg blev vist frem og demonstreret dagen lang. Jeg husker, hvor jeg mærkede ungdommens gå-på-mod boble under motorhjælmen, når de kappedes om at prøve mig, og vi på tre hjul rundede hjørnerne.
Der er sågar lavet en film om mig, hvor jeg blev vist og sammenlignet med et andet af de store vognmærker. Husker I filmen? Ja - den er så gammel og slidt nu, at selv fjernsynet ville betænke sig kraftigt ved at vise den, men den hedder ironisk nok stadig "Den nye jeep".

Hele min verden bestod dengang af køregården og smørehallen, hvor nænsomme hænder passede og plejede mig, og skulle der køres med mig, mærkede jeg landevejens svale vind om skærmene og de beundrende blikke fra byens civile trafik.
Skulle det endelig en gang gå rigtig vildt til, kørte vi ud i grusgraven, hvor vi lavede noget der skulle forestille terrænkørsel, men der sad godt nok en kørelærer og passede på mig, så der ikke var nogen der prøvede at trække mig løs med en brutal PMV, der nemt kan rykke kofangeren af mig. Min sorgløse tid var forbi, da jeg indgik i dækningsstyrken. Slut med at blive taget hensyn til, slut med at blive forkælet.

Min kører lærte mig at se livet fra en hel anden side. Nu fik jeg lært livets barske realiteter, medens vi forceret pløjede os gennem Oksbøl terrænet, hvor håbløse harer og andre vildfarne fortvivlet prøvede at fjerne sig, når vi som en støvsky viste os i det fjerne.
Efter sådan en tur er jeg kørt helt ned, sand i bremserne og slør i rattet, men hjem kom vi om jeg så skulle bæres. Det er nemlig i reglen fredag, nar vi er færdige!

Min kører og jeg står last og brast sammen. Vi var engang ude at se på hus sammen, men jeg forstår bare stadig ikke at vi skulle gennem havehækken, og hvorfor vi parkerede kofangeren inde i muren.

Jeg har været klodset op og gravet ned, så mit helbred er ikke mere, hvad det har været. Min helbredspose, som de kalder en kontrolbog, omfatter mange sære ting og forklaringer.
En gang var jeg til noget, der kaldtes et VTB eftersyn. De gjorde ikke noget, kikkede bare, rystede på hovedet, og regnede på maskine og fandt frem til, at jeg var 68% krigs­duelig - tænk. Havde det været en ung mand på session, var han da omgående blevet kasseret!

Nu på mine gamle dage får jeg nogle helt gode pauser. Faktisk føler jeg mig nogen gange helt glemt, men jeg har da også hørt rygter om at min nuværende kører er afgivet til noget de kalder ”Erstatnings­fri”, så jeg står efterladt tilbage helt hjælpeløs, nedslidt, usoigneret, og uden strøm på batterierne.

Nu kunne det jo være godt, at jeg fik det bedre hvis jeg kunne komme en tur til speciallægen, nemlig Hr. Tredie Echelon. Det kan jeg bare ikke uden at have en henvisning fra Hr. Anden Echelon, og det kan jeg bare ikke få, for Hr. Anden Echelon er bortrejst til et fint sted, der hedder "Afspadsering" og træffes ikke igen før fredag klokken ni. Det er jo ærgerligt, for på mandag skal vi på øvelse igen.

Ja - jeg husker såmænd en gang jeg flippede helt ud lige før en øvelse, og jeg nød igen engang at have opmærksomheden samlet om mig. Det var rygtedes helt inde på kasernen - man sagde endda at kompagnichefen havde kigget bekymret op fra sit skrivebord.
I forrygende hast blev jeg slæbt til Hr. Anden Echelon, der bare rystede på hovedet og skyndte sig at sende mig videre til Hr. Tredie Echelon, hvor dystre mand i gule kitler samledes med ryggen til mig og talte lavmælt sammen.

Man sagde, at jeg bare skulle have en ny motor, nyt bagtøj, en god gang maling, samt en ny kører, så ville jeg kunne klare mig lidt igen, og jeg kom ikke med på den øvelse.

Med alle de rare sager i udsigt ser det jo ikke så sort ud endda, men lad os nu se om det kommer så langt, når jeg når ind til planlægningen, for når jeg tænker på den gang, jeg var til rusteftersyn.
Man hakkede på mig med spidse hamre de mest intime steder, hvor tidens tand havde gnavet, og ved nærmere eftertanke bliver det nok slet ikke nødvendigt med alle de fine nye dele. Man sagde nemlig, at jeg var ved at ruste op, og det må man ikke, nar nu politikerne siger, at man skal ruste ned. Nedrustning kaldes det vist i de kredse.

Måske skal jeg snart ud på min sidste forlægning til de evige øvelsesområder. Måske på Tøjhusmuseet, eller måske bliver det nordlejren i Oksbøl. Hvis min sidste parkeringsplads bliver blandt de andre gamle udstillede køretøjer i Oksbøl nordlejr, så får jeg en fin blank messingplade på, hvor jeg tror der kommer til at stå:

"Den nye JEEP M151 - den gjorde hvad den kunne ...."

(Første gang offentliggjort i ”Teknisk Kontakt”, nr. 2, 1979)